text.skipToContent text.skipToNavigation
background-image

Hævnet Krimi von Eriksen, Gittemie (eBook)

  • Verlag: Books on Demand
eBook (ePUB)
16,99 €
inkl. gesetzl. MwSt.
Sofort per Download lieferbar

Online verfügbar

Hævnet

Pia Holm ligger i coma efter et fatalt møde med en gerningsmand. Politikommissær Lars Andersen har holdt vagt ved hendes seng i tre uger, da det langt om længe lykkes sygeplejersken at overbevise ham om at forlade hospitalet. Lars skal dog snart fortryde, at han lod sig overtale, for han når ikke langt væk, før bevidstløse Pia er centrum i en farlig gidselsituation ... Retsmediciner Pia Holm og politikommissær Lars Andersen er tilbage i dette 4. bind af den hæsblæsende serie, hvor en 16-årig pige bliver fundet død på stranden ved Gedser Odde. "Godt plot og en problematik der er velkendt men med en overraksende slutning." 4 stjerner, BOGFIDUSEN "Plottet fungerer fra side et, og tempo og afveksling i krimien hører til bandt de bedre." 5 stjerner, BOGVÆGTEN "Både Gittemie, Pia og Lars er tilbage i en ny realistisk mordsag som henrykker undertegnede både hvad angår miljø og plot." KRIMICIRKLEN

Gittemie Eriksen (f. 1972) er bestseller krimiforfatter og debuterede i 2012 med krimien "Bedraget". Gittemie Eriksen er cand.Scient. og har læst medicin i fem år. Hun har suppleret sin uddannelse med forensic science og ægyptologi. Hun er bosiddende på Falster med mand og to teenagesønner. Læs mere på www.gittemieeriksen.dk, hvor du også kan følge med i nye udgivelser.

Produktinformationen

    Format: ePUB
    Kopierschutz: watermark
    Seitenzahl: 376
    Sprache: Dänisch
    ISBN: 9788743004875
    Verlag: Books on Demand
    Serie: Pia Holm Krimi .4
Weiterlesen weniger lesen

Hævnet

Prolog
Tirsdag den 28. april

Lars Andersen tog sig til hovedet og ville ønske, de frygtelige lyde ville stoppe. Han havde levet med dem i næsten tre uger, og de sad så dybt i ham, at han kunne høre dem, selv når han var i bad eller sov.

Bip bip bip. Han vidste godt, at han burde være taknemmelig for lydene, for de kunne risikere at udvikle sig til noget meget værre. Det havde han prøvet. Så var det biiiiip biiiip . Det ønskede han ikke. Han ønskede bare, at hun ville vågne op igen. Se på ham med sine gråblå øjne. Skælde ham ud over, at han kom for sent. Over alle de gange, hvor han ikke havde samlet tråden op. Alle de gange hun selv havde måttet opklare en sag og fælde en gerningsmand.

Bare hun ville vågne op. Han bankede hovedet ind i væggen, og i det samme kom sygeplejersken ind på stuen. Han smilte forlegent til hende, da han blev klar over, at hun havde set ham.

"Jeg ville også blive skør i hovedet af at sidde her hele dagen og natten med." Hun kom hen til ham og lagde en hånd på hans arm. "Vi passer på hende. Tag hjem og få noget søvn. Tag på arbejde. Vi ringer efter dig, hvis der sker en ændring."

De havde sagt det til ham før. Masser af gange. Leif og Esben havde sagt det til ham. Tag nu hjem. Du kan ikke gøre noget. Han vidste, de havde ret, men hvad fanden skulle han gøre? Forstod de ikke, at det var hans skyld, at hun lå dér?

Hun havde mistet alt for meget blod. Hendes krop var gået i chok. De havde været nødt til at lægge hende i coma, for at hendes krop kunne komme sig. For at redde hendes barn. Det barn, der burde være hans. Men det var det ikke. Det var Doskowskis. Den værste af alle de elskere, hun havde haft. Den værste han kunne forestille sig som far til et barn. Måske bortset fra hans håndlanger, Staniskenskow.

Doskowski var bag lås og slå nu. Turkmenistan forsøgte at få ham udleveret, men det ville ikke ske, før han havde afsonet i hvert fald ti år i Danmark. Pia var i sikkerhed, så længe Doskowski var bag lås og slå. Derfor burde han også kunne forlade hendes sengekant og lade sygeplejerskerne og lægerne gøre deres arbejde, mens han koncentrerede sig om sit.

"Lover du, at I ringer ved den mindste smule?"

"Det lover jeg. Vi har alle dit nummer, og det står også her på sedlen." Hun pegede på den gule seddel, der sad på sengebordet.

Han samlede sin jakke op og gik helt hen til sengekanten. Hun så alt for skrøbelig ud, som hun lå dér. Helt bleg og stille. Næsten som om hun var død. Men hun var ikke død. Hun sov. Som Tornerose. Han bukkede sig ned over hende og kyssede hende forsigtigt, men hun vågnede stadig ikke. Han klemte hendes hånd let og nikkede til sygeplejersken på vej ud. Han skulle i retten og vidne mod præsten i morgen, så det ville være en god idé at få læst op på sagen, så han var helt klar i mælet. Den mand skulle spærres inde på livstid. Det var det mindste, han kunne gøre.

Lars gik ud ad bagindgangen og op ad skråningen. Hans bil var parkeret langs Strandboulevarden, hvor der altid var ledige parkeringspladser. Han lænede sig op ad den mørkeblå Ford stationcar og stak hånden i inderlommen. Der var én cigaret tilbage. Han skubbede den ud, placerede den mellem læberne og tændte den med en engangslighter. Han trak vejret helt ned i lungerne, før han pustede røgen ud. Det hele var noget lort. Han så ud over Guldborgsunds bølger. Det blæste lidt i dag. Ikke så meget, som det havde gjort de sidste par dage, men nok til at det føltes, som om vinden gik gennem marv og ben, når man stod helt herude ved sundet.

Han smed skoddet på vejen og trådte på det. Det var ikke første gang, Pias liv var i fare, fordi hun havde været for dybt involveret i opklaringen af en sag. Det var ikke, fordi hun bevidst have opsøgt det. Det var gerne startet med en tanke, hun havde fået, som hun ville tjekke, før hun fortalte ham om den. Eller et fif hun havde fået om et spor i en

Weiterlesen weniger lesen

Kundenbewertungen