text.skipToContent text.skipToNavigation
background-image

Sommer von Jørgensen, Johannes (eBook)

  • Erscheinungsdatum: 02.06.2017
  • Verlag: Saga Egmont
eBook (ePUB)
8,99 €
inkl. gesetzl. MwSt.
Sofort per Download lieferbar

Online verfügbar

Sommer

'Jeg sad ved mit Vindue og saa ud i Stjærnenatten. Og Billedet af mig selv - Billedet fra Spejlet imorges - dukkede frem paany, og jeg saae mig selv i min Samvittigheds ubønhørlige Spejl, saae mig selv som aldrig før denne Dag og fyldtes af Rædsel over mit eget Aasyn.' 'Sommer' svinger fra realisme over i symbolisme. Centralt hos hovedpersonen ses en fremmedhedsfølelse, en hjemve og følelsen af at være spærret inde i sine egne sanser. Forfatteren Johannes Jørgensen (1866-1956) blev født i Svendborg. Han flyttede til København og senere til udlandet, men vendte hjem til fødebyen som kendt forfatter af store rejseberetninger, digte og særligt helgenbiografier. Johannes Jørgensen konverterede til katolicismen og er især i Italien kendt for sin biografi om Frans af Assisi. I sin samtid var Jørgensen anerkendt som digter og symbolist ligesom hans samtidige Viggo Stuckenberg og Sophus Claussen, mens det kom til store offentlige konfrontationer mellem Claussen og Jørgensen i diskussionen af, hvad symbolismen er og rummer. Jørgensens religiøse etos kom på tværs af Claussens poetik. Et hovedtema i katolske Jørgensens omfattende forfatterskab er menneskets splittelse mellem kønsdriften og higen efter Gud og evigheden.

Produktinformationen

    Format: ePUB
    Kopierschutz: none
    Erscheinungsdatum: 02.06.2017
    Sprache: Dänisch
    ISBN: 9788711672020
    Verlag: Saga Egmont
Weiterlesen weniger lesen

Sommer

I.
Ankomsten.

Damperen gled ind i Havnen. Forbi dens Ræling kom Brohovedet sejlende med sit Bolværk, sine Fortøjningspæle, der var revnede af Sol og Frost, sine spredte Petroleumslygter paa smaa, korte Stager, og sin Stimmel af Folk, som var nede at tage imod, sammenklyngede om det Sted, hvor to Havnesjovere holdt sig rede med Landgangsbroen.

Oluf stod paa Agterdækket og saa sig rundt. Alle Passagererne var stimlede over langs den Ræling, som vendte mod Land. Vinden flappede med Solsejlets Bræm af rødsømmede Tunger, Solen skinnede ind over de tomme Bænke og over Dækket, som under hele Sejladsen havde været saa fuldt af Mennesker, men nu var tomt og forladt. Oluf saa ud over Havnebugten. Paa det blanke Vand laa smaa blegrøde eller graa eller lysegrønne Joller fortøjede til deres Pæle, inde paa den grønne Kyst stod smaa hvide Huse og spejlede sig roligt i Vandet, en Landevej mellem Popler fulgte Stranden et Stykke og blev derpaa borte bag Pynten af en Skov, der som et grønklædt Fjæld steg op af Fjorden langt henne, graanende let i Middagens Hededunst.

Damperen bakkede. Oluf følte Dækkets Planker ryste, og det oprørte Vand kogte skummende og grønlighvidt ind mellem Brohovedets sorttjærede Tømmerstokke. Han gik hen til den Ræling, hvor alle de andre Passagerer stod, og begyndte mellem Brohovedets Stimmel af spejdende, smilende, nikkende, genkendende Ansigter at søge Alberts.

Han opdagede ham staaende lidt bag den øvrige Sværm, med sit lille firskaarne Legeme indsnæret i et stramt, graat Sæt Tøj, støttende sig let til en tynd Spaserestok og med den høje Hat løst siddende paa det svære, lyse Krøllehaar.

Oluf tog sin Vadsæk op fra Dækket, hvor den havde staaet ved hans Fødder, og begyndte at trænge sig ind mellem de Landgaaendes Mylr. I det samme saa han, at Albert havde opdaget ham - det kraftigt skaarne, let rødmussede Ansigt under Krøllerne og den høje Silkehat begyndte ivrigt at nikke og smile med hvide Tænder under den rødblonde Mustache.

De mødtes ved Nedgangen fra Landsætningsbroen. Albert tog Vadsækken ud af Olufs Haand og bar den op til Godsekspeditionen. - Her lader vi den staa til i Eftermiddag, saa sender vi Karlen ind efter den, erklærede han og smed Olufs Bagage hen i et Hjørne bag en grønmalet Decimalvægt, hvor en graa Sejldugskuffert melankolsk gemte sig inde i Krogens dybeste Mørke. - Og saa er det denne Vej, vedblev han og tog Olufs Arm et Øjeblik, for atter ligesom forlegent at slippe den. Der var gaaet et Aar, siden sidst de saas, og lidt fremmed vandrede de sammen gennem den lille Provinsbys middagstomme og solhede Havnesmøger. Der var saa meget at spørge om, at ingen af dem rigtig følte Mod til at fremkalde den Andens Meddelelser, til at vække den Andens Fortrolighedstrang.

De kom ud paa den Landevej, Oluf havde set fra Dampskibet.

- Er det langt? spurgte Oluf.

- Nej, blot over Bakken dér. Du maa have set Gaarden ude fra Skibet. En hvid Frontgavl mellem nogle Træer ...

- Ja, er der en Altan paa?

- Præcis. Det er min Altan, du har set, sagde Albert og blev med ét livlig. - Dér sidder jeg ude i min Gyngestol og ryger min Pibe og ser over Fjorden, over mod Knudshoveds Odde og Slipshavnsskoven. Det er min Fjord, min Odde og min Skov - du forstaar! Jeg har besiddet dem fra den graa Vinter, da Landet laa dødt om det frosne Vand, til nu, da det alt lever med Sommersolens og Sommervindens evigt flimrende og evigt skælvende Liv. Fjorden skifter Lød som en Kamæleon fra Dag til Dag og fra Time til Time, over Hederne og Skoven derovre løber Sol efter Skygge og Skygge efter Sol, og paa Himlen skifter Skyerne uafbrudt, og mine egne Tanker skifter med dem, og min Hjærne føler sig hvælvet saa højt som denne blaa Sommerhimmel, rummende det alt, omfattende, nydende og ejende det alt, som Ingen før har ejet og nydt dette Vand og disse Kyster og denne Himmel.

Albert havde sagt dette, stødvist, med lav, næsten mumlende S

Weiterlesen weniger lesen

Kundenbewertungen