text.skipToContent text.skipToNavigation
background-image

Mit liv - min vej! von Adams, Signe (eBook)

  • Erscheinungsdatum: 30.03.2017
  • Verlag: Books on Demand
eBook (ePUB)
9,99 €
inkl. gesetzl. MwSt.
Sofort per Download lieferbar

Online verfügbar

Mit liv - min vej!

Denne bog er en personlig og åbenhjertig beretning om Signe Adams' spirituelle og fysiske rejse gennem livet. Den fysiske med udstationeringer i Østberlin, Washington, Manila og Moskva samt den sideløbende spirituelle rejse, blandt andet affødt af diverse bump på livets vej. Hun fortæller om, hvordan stress og en alvorlig kræftsygdom fik vækket hende til live, så hun transformerede sit liv og dermed, ved at tage ansvar og lederskab, blev i stand til at skabe den tilværelse, hun drømte om. Ordene fra lægen: "Du har kræft, og det kan du dø af", fik Signe Adams til at stoppe op, og lytte til kroppens signaler og hendes sjæls kalden. Noget hun havde ignoreret og undertrykt i årevis. Signes spirituelle livssyn og tro på, at alt har en mening, gav hende modet til selv at taget ansvaret for sit helbred og sit liv. Hun begyndte at lytte til den eneste sande ekspert i hendes liv. Hendes egen indre stemme. En indre stemme vi alle har adgang til, når vi bliver stille og lytter. Vi behøver ikke dramaet fra alvorlig sygdom, før vi justerer kurs. Det kan vi gøre nu. Lige nu. Gennem nye og bedre daglige valg. Har du, kære læser, tænkt over hvad der skal til, før DU gør det, du inderst inde kan mærke du skal? Lad dig gerne inspirere af min eventyrlystne og spirituelle tilgang til livets udfordringer. Og uendelige muligheder.

Signes rejse starter i Esbjerg, hvor hun er født og opvokset. Via sin ansættelse som korrespondent i udenrigstjenesten kommer hun allerede som ung ud i den store verden med alt, hvad det indebærer af store og små oplevelser som følge af den måde at leve og arbejde på. En rejse, der fysisk slutter, da hun i en moden alder stifter familie og får to børn. Det er dog samtidig her, at den spirituelle rejse virkelig tager fart. Signe har indtil da først og fremmest levet efter, at man skal tænke på andre, før man tænker på sig selv. Dét viser sig at få fatale følger, da Signe - trods kroppens mange advarsler og signaler - vælger at fortsætte sit vante mønster: At tilsidesætte sig selv og sine egne behov.

Produktinformationen

    Format: ePUB
    Kopierschutz: AdobeDRM
    Seitenzahl: 292
    Erscheinungsdatum: 30.03.2017
    Sprache: Dänisch
    ISBN: 9788771706239
    Verlag: Books on Demand
Weiterlesen weniger lesen

Mit liv - min vej!

Kapitel 1 .

Baggrund og Berlin.

Jeg er født og opvokset i Esbjerg, hvor min far var fiskeeksportør og min mor hjemmegående, indtil hun var omkring 40 år gammel; jeg er den ældste af tre søskende. Jeg har haft en meget tryg opvækst og har altid følt mig elsket. Mit hjem og familien var en tryg og god base, som jeg vidste, at jeg altid kunne vende tilbage til, ligegyldigt hvad jeg fik mig rodet ud i. Det var meget betryggende at vide, at jeg altid kunne komme hjem eller kunne ringe hjem, hvis noget trykkede mig, eller jeg havde problemer. Det kunne både være forelskelser og småproblemer såvel som de helt store etiske spørgsmål. Jeg har været meget heldig i mit valg af forældre. Til trods for det har jeg altid følt mig anderledes og udenfor, "den eksistentielle ensomhed" tror jeg. Den følelse blev forstærket, da jeg blev teenager. Set i bakspejlet har jeg nok som barn og ung været meget iagttagende og observerende. Jeg fik også prædikatet "meget stille" og "siger aldrig noget", hvilket nok vil få familie, venner og bekendte, som har mødt mig senere i livet, til at trække på smilebåndet og se skeptiske ud, hvilket man dårligt kan bebrejde dem!

Som ung led jeg rigtig meget af halsbetændelse, og havde jeg dengang vidst, hvad jeg ved i dag, var jeg nok begyndt "at råbe op" noget tidligere! Halsproblemer er jo netop et tegn fra kroppen om, at man ikke får givet udtryk for sine følelser. Undertrykkelsen af dem giver "ondt i halsen". Jeg kunne som teenager heller ikke sige fra, hvilket betød, at mine grænser gang på gang blev overskredet. Det tog mig mange, mange år at lære at sige fra og erkende den sammenhæng.

Fra jeg var ganske ung, arbejdede jeg "i fisk" på min fars fiskeeksportfabrik for at tjene en god skilling i hver eneste sommerferie. Det var meget lærerigt på rigtig mange måder og gav mig en god forståelse for, at vi mennesker er meget forskellige og har en meget forskellig baggrund. Efter sproglig studentereksamen, et-årig Niels Brock fra handelsskolen i Århus og job som servitrice på værtshus i Esbjerg og pub i England, tog jeg en uddannelse som advokatsekretær. Efterfølgende søgte og fik jeg et job som korrespondent i Udenrigsministeriet. Jeg ville gerne ud at rejse og specielt gerne til USA, så jeg tænkte, at det kunne være spændende at prøve det i et par år, hvorefter det var min plan at læse psykologi eller arkæologi, som var mine store interesser. Beslutningen om at rejse et par år fik stor betydning for mit liv, for jeg kom aldrig i gang med studierne og endte i stedet med at være ansat i Ministeriet i 22 år, rejste rundt i verden og blev udstationeret 5 gange.

Min første udsendelse gik til Berlin, DDR, i 1978. Det var hårdt at komme "hjemmefra", og jeg led en del af hjemve den første tid, noget der skulle plage mig i mange år fremover. Store forandringer er jeg faktisk ikke så god til at rumme, men samtidig kan jeg heller ikke holde tingene ud, når de bliver for statiske. Et underligt dilemma.

Det var en stor oplevelse at være i DDR og en øjenåbner uden lige. Når man som jeg havde boet i Danmark hele mit liv, var det svært at fatte, at mennesker grundet en ideologi kunne have det så dårligt og bo i et "fængsel" uden ytringsfrihed og personlig frihed i et land så få kilometer fra Danmark. Det var meget svært for mig at kapere. Og det var meget vanskeligt for mig at affinde mig med, at jeg som diplomat havde et så anderledes liv. Forskellen mellem Øst og Vest var ubegribelig stor, og når jeg kørte igennem Checkpoint-Charlie til Vestberlin, var det som at komme til en anden verden. Det var faktisk for voldsomt for mig, så egentlig havde jeg det bedst i Østberlin. Der var alt for mange Mercedes'er, for mange minkpelse og for meget mad i Vestberlin. Det var Vestens udstillingsvindue, og der var for meget af alting. Forskellen var for stor og gav mig kvalme. Men jeg opfattede til gengæld Østberlin som gr Kapitel 1 .

Baggrund og Berlin.

Jeg er født og opvokset i Esbjerg, hvor min far var fiskeeksportør og min mor hjemmegående, indtil hun var omkring 40 år gammel; jeg er den ældste af tre søskende. Jeg har haft en meget tryg opvækst og har altid følt mig elsket. Mit hjem og familien var en tryg og god base, som jeg vidste, at jeg altid kunne vende tilbage til, ligegyldigt hvad jeg fik mig rodet ud i. Det var meget betryggende at vide, at jeg altid kunne komme hjem eller kunne ringe hjem, hvis noget trykkede mig, eller jeg havde problemer. Det kunne både være forelskelser og småproblemer såvel som de helt store etiske spørgsmål. Jeg har været meget heldig i mit valg af forældre. Til trods for det har jeg altid følt mig anderledes og udenfor, "den eksistentielle ensomhed" tror jeg. Den følelse blev forstærket, da jeg blev teenager. Set i bakspejlet har jeg nok som barn og ung været meget iagttagende og observerende. Jeg fik også prædikatet "meget stille" og "siger aldrig noget", hvilket nok vil få familie, venner og bekendte, som har mødt mig senere i livet, til at trække på smilebåndet og se skeptiske ud, hvilket man dårligt kan bebrejde dem!

Som ung led jeg rigtig meget af halsbetændelse, og havde jeg dengang vidst, hvad jeg ved i dag, var jeg nok begyndt "at råbe op" noget tidligere! Halsproblemer er jo netop et tegn fra kroppen om, at man ikke får givet udtryk for sine følelser. Undertrykkelsen af dem giver "ondt i halsen". Jeg kunne som teenager heller ikke sige fra, hvilket betød, at mine grænser gang på gang blev overskredet. Det tog mig mange, mange år at lære at sige fra og erkende den sammenhæng.

Fra jeg var ganske ung, arbejdede jeg "i fisk" på min fars fiskeeksportfabrik for at tjene en god skilling i hver eneste sommerferie. Det var meget lærerigt på rigtig mange måder og gav mig en god forståelse for, at vi mennesker er meget forskellige og har en meget forskellig baggrund. Efter sproglig studentereksamen, et-årig Niels Brock fra handelsskolen i Århus og job som servitrice på værtshus i Esbjerg og pub i England, tog jeg en uddannelse som advokatsekretær. Efterfølgende søgte og fik jeg et job som korrespondent i Udenrigsministeriet. Jeg ville gerne ud at rejse og specielt gerne til USA, så jeg tænkte, at det kunne være spændende at prøve det i et par år, hvorefter det var min plan at læse psykologi eller arkæologi, som var mine store interesser. Beslutningen om at rejse et par år fik stor betydning for mit liv, for jeg kom aldrig i gang med studierne og endte i stedet med at være ansat i Ministeriet i 22 år, rejste rundt i verden og blev udstationeret 5 gange.

Min første udsendelse gik til Berlin, DDR, i 1978. Det var hårdt at komme "hjemmefra", og jeg led en del af hjemve den første tid, noget der skulle plage mig i mange år fremover. Store forandringer er jeg faktisk ikke så god til at rumme, men samtidig kan jeg heller ikke holde tingene ud, når de bliver for statiske. Et underligt dilemma.

Det var en stor oplevelse at være i DDR og en øjenåbner uden lige. Når man som jeg havde boet i Danmark hele mit liv, var det svært at fatte, at mennesker grundet en ideologi kunne have det så dårligt og bo i et "fængsel" uden ytringsfrihed og personlig frihed i et land så få kilometer fra Danmark. Det var meget svært for mig at kapere. Og det var meget vanskeligt for mig at affinde mig med, at jeg som diplomat havde et så anderledes liv. Forskellen mellem Øst og Vest var ubegribelig stor, og når jeg kørte igennem Checkpoint-Charlie til Vestberlin, var det som at komme til en anden verden. Det var faktisk for voldsomt for mig, så egentlig havde jeg det bedst i Østberlin. Der var alt for mange Mercedes'er, for mange minkpelse og for meget mad i Vestberlin. Det var Vestens udstillingsvindue, og der var for meget af alting. Forskellen var for stor og gav mig kvalme. Men jeg opfattede til gengæld Østberlin som gr

Weiterlesen weniger lesen

Kundenbewertungen